Historie
Labradorens rødder findes på Newfoundland i Canada. Her brugte fiskerne en lille vandhund, kaldet St. John’s-hunden, til at hente net og fisk op af det iskolde hav. I 1800-tallet tog britiske adelsmænd hundene med hjem til England, hvor racen blev formet som apportør på jagt. Derfor angiver FCI i dag Storbritannien som oprindelsesland. Den engelske kennelklub anerkendte labradoren i 1903.
Temperament
Labradoren er en apporterende jagthund. Den har et medfødt behov for at bære, hente og arbejde sammen med sit menneske, og mange går rundt med en sko eller et legetøj i munden. Racen er venlig over for næsten alle, også fremmede, og egner sig derfor dårligt som vagthund.
Den regnes for god sammen med børn, men ingen race er børnevenlig af sig selv. En ung labrador er stor, kraftig og klodset, og den skal lære at lege roligt. Mange falder først til ro omkring toårsalderen.
To typer labrador
Racen er delt i to avlsretninger, og forskellen mærkes i hverdagen.
Jagtlinjen, også kaldet field trial eller arbejdslinje, er avlet til jagt og markprøver. Hundene er lettere bygget, hurtige og meget arbejdsivrige. De har brug for daglige opgaver og passer bedst til en ejer, der vil træne jagt, apportering eller anden hundesport.
Udstillingslinjen er avlet efter racens udseende. Hundene er typisk kraftigere, med bredere hoved og tykkere pels, og de har ofte et mere moderat energiniveau. Det er oftest denne type, man møder som familiehund.
Spørg altid opdrætteren, hvilken linje hvalpen kommer fra, og vælg ud fra den hverdag, du kan tilbyde.
Motion og aktivering
Behovet afhænger af alder, temperament og avlslinje. En voksen hund fra udstillingslinjen trives typisk med en til to timers daglig aktivitet, mens en jagtlinje ofte skal have mere. Gåture alene er ikke nok.
Hjernearbejde trætter mindst lige så meget som fysisk motion. Godbidsjagt i haven, apportering med regler, søg efter skjult legetøj og sporarbejde giver labradoren det arbejde, den er skabt til. Får den for lidt at lave, finder den selv på noget, og det går ofte ud over sko og sofapuder.
Hvalpe må ikke overbelastes. Undgå lange løbeture og mange trapper, indtil leddene er færdigudviklede.
Pels og pleje
Labradoren har en dobbeltpels: korte, tætte dækhår over en blød, vandafvisende underuld. Den er nem at holde ren, men den fælder betydeligt året rundt og mest forår og efterår. Børst grundigt en til to gange om ugen, dagligt i fældeperioderne.
Tjek ørerne efter badning, fordi fugt kan give øregangsbetændelse. Racen findes i tre farver: sort, gul og leverbrun, som i daglig tale kaldes chokolade.
Foder og vægt
Labradoren er notorisk sulten og tigger gerne, selv om den lige har spist. Mange bærer en genvariant, der svækker mæthedsfølelsen. Mål foderet nøjagtigt, træk godbidder fra den daglige ration, og hold øje med taljen. Du skal kunne mærke ribbenene uden at trykke hårdt. Læs mere om overvægt hos hunde.
Sundhed
De vigtigste arvelige lidelser er hofteledsdysplasi og albueledsdysplasi, som giver slidgigt, samt øjensygdommen PRA. Desuden findes to arvelige sygdomme, der især rammer labradoren: EIC, hvor hunden kollapser under hård aktivitet, og CNM, en muskelsygdom hos hvalpe. Alle tre gensygdomme kan udelukkes med DNA-test af forældrene.
Før du køber en hvalp
Bed opdrætteren om dokumentation for begge forældre:
- HD- og AD-status fra røntgenfotografering
- En nylig øjenlysning hos en øjenspecialist
- DNA-test for PRA, EIC og CNM
- Avlslinje: jagt eller udstilling
Mød gerne moderen, og spørg ind til forældrenes temperament. En stambog dokumenterer hvalpens afstamning. Se også vores guide til, hvor man kan købe hunde.
Passer en labrador til dig
Labradorens popularitet kan give indtryk af en nem hund, der passer sig selv. Det er den ikke. Den er stor, energisk og arbejdsvillig og kræver daglig motion, træning og opmærksomhed i mange år. Til gengæld får du en lærenem, glad og loyal ven, som passer godt til aktive familier og til førstegangsejere, der er klar til at bruge tiden.
